Teoretisk fundament

I oplevelsesorienteret psykoterapi arbejdes der med det nuværende og konkrete. Menneskets umiddelbare oplevelse af verden er ikke kun følelser, sprog, kropslig bevægelse, men i særdeleshed kompleksiteten af disse og kompleksiteten af livet og udfordringer med livet (jf. Gendlin 1973). I oplevelsesorienteret psykoterapi forstås smertelige følelsesmæssige tilstande som et signal på en polarisering mellem to elementer i en psykologisk proces (jf. Kempler 1983).

Den oplevelsesorienterede psykoterapi har rødder i Carls Rogers personcentrerede terapi, hvor der er 3 grundlæggende kerneprincipper (ud af 6 principper) for hvordan terapeuten skal agere: autentisk, empatisk og accepterende (jf. Rogers 1957). Derfor arbejdes der i oplevelsesorienteret psykoterapi med det relationelle mellem terapeut og klient, hvordan følelser, tanker og kropslige udtryk udspiller sig og deres sammenhæng, samt hvordan man danner mening ud af disse. Desuden er oplevelsesorienteret psykoterapi også baseret på diverse eksperimenter i terapirummet, forstået således, at terapirummet kan være et rum for at træne og øve hvordan man udtrykker og forholder sig til andre, til sig selv og til livet.

Oplevelsesorienteret psykoterapi arbejder ud fra et fænomenologisk ståsted hvor åbenhed er bærende og terapeuten ikke bilder sig ind at vide mere eller bedre om klientens liv end klienten selv, men derimod stiller sig til rådighed som en undersøgelsespartner (jf. Kempler 1983).

Eksistentiel psykoterapi påpeger at mennesket skaber og forandrer sig selv i livet her og nu. Mennesket er ikke kun præget af fortiden og mønstre fra opvæksten, eller en mekanisme man kan sætte på formel (jf. Gendlin 1973). Fortiden og rammesættende teorier kan ikke definere et menneskeliv. I en terapeutisk situation er der en given struktur, men i særdeleshed også to mennesker der oplever og forstår verden udover den umiddelbare givne struktur. Mennesket er eksistens, ikke definitioner. Derfra forstås følelsesmæssige og kropslige oplevelser som umiddelbare reaktioner på livet ud fra den verdensstruktur man lever efter. Løsninger på ens udfordringer findes ikke i fortiden eller kun inde i mennesket, men ved at leve med åbenhed overfor valg, frihed og meningsskabelse og turde se angsten i øjnene.

Eksistentiel psykoterapi arbejder desuden med universelle temaer som alle mennesker på et eller andet tidspunkt må forholde sig til som døden, meningsløshed, frihed og ensomhed (jf. Yalom 1980). I den eksistentielle terapi arbejdes med totaliteten af et menneskes liv i det omfang, dette kan lade sig gøre – med baggrund i, at alle dele af et menneskes liv er forbundet og vi er forbundet med hinanden (jf. Spinelli 2007). Som mennesker er vi uløseligt forbundet til hinanden, til verden og sociale kontekster (jf. Cooper 2003) og derfor må disse elementer og denne grundindstilling inddrages i den terapeutiske proces.

I den eksistentielle terapi arbejdes med at komme til rette med livets dilemmaer (jf. van Deurzen 1988) og med at undersøge, konfrontere, afklare og genoverveje måder at se og forstå ens liv på (jf. Spinelli 2005). For at møde det enkelte menneske på vedkommendes unikke præmisser, stiller eksistentiel terapi sig kritisk overfor gentaget teknik og teoretisk fortolkning, men søger at møde klienten så åbent som muligt (jf. van Deurzen og Adams 2011). Dialogen mellem terapeut og klient søges at være så åben som mulig, med forståelse af, at eventuelle konklusioner må være genstand for potentiel forandring (jf. Adams 2019). Med andre ord, må den eksistentielle terapeut hvile nok i sig selv til at kunne skabe en ny terapi for hver ny klient (jf. Yalom 2003).

Med baggrund i fænomenologi som præsenteret af blandt andre Edmund Husserl og Martin Heidegger, arbejder eksistentielle terapeuter med den fænomenologiske metode, hvor vanetænkning parkeres og klienten mødes så åbent som muligt (jf. Jacobsen 2009 og Cohn 1997). I den eksistentielle terapi ses mennesket ikke som symptom eller som diagnose, men som den helhed som vedkommendes eksistens byder på (jf. May 1958).

Som navnet indikerer, er omdrejningen i emotionsfokuseret terapi (EFT) integration og regulering af emotioner (følelser). Emotioner anses som helt centrale i menneskets liv, i den måde vi orienterer os i verden og ligeledes potentiel grobund for psykiske problemstillinger (Jf. Bagge 2018). EFT er baseret på over 40 års forskning i psykoterapi (jf. Greenberg 2017) og er en evidensbaseret psykoterapeutisk tilgang. Rødderne i EFT er den personcentrerede terapi (Rogers), fokusering (Gendlin) og gestaltterapi (Perls), men der trækkes også  på elementer af narrativ terapi og eksistentiel terapi.

I EFT arbejdes med følelsernes udtryk, intensitet og budskab. Følelsernes fortæller os om hvor og hvordan vi er og giver os mulighed for at kende vores behov. Følelser er fyldt med informationer til os og igennem disse lærer vi vores mål, ønsker og værdier at kende. Man kan sige, at følelser er den primære kilde til motivation og regulering af vores system (jf. Greenberg og Goldman 2019).

I opvæksten har mange lært at undertrykke følelser eller ikke mærke dem, med forskellige tilpasningsmåder der følger med. I EFT arbejdes med disse undertrykte følelser og behovene bag, så disse kan opleves og forløses. Fra EFT anses følelser som enten adaptive eller maladaptive og tanken er, at den terapeutiske proces skaber adgang til klients adaptive primære følelser og behov og igennem dette, egen handlekraft (jf. Bagge 2018).

Fokus i EFT er at bringe opmærksomhed og kontakt til følelseslivet, samt at kunne udtrykke disse. Alene denne proces giver som regel psykisk bedring. Men i EFT arbejdes yderligere med at skabe mening og forståelse af følelseslivet. Dog må følelserne mærkes førend meningen kan skabes. Arbejdet med at mærke følelsen og italesætte dem er en fortløbende proces, hvor der veksles mellem netop at mærke og italesætte (Jf. Gendlin 1981). Dette er grundlæggende i EFT, kombineret med den terapeutiske empatiske måde at relatere på og de konkrete terapeutiske interventioner.

Arbejdet i EFT består således først og fremmest af empatisk nærvær og tryg terapeutisk relation. Igennem terapeutens evne til at følge klienten fra øjeblik til øjeblik, skabes den relationelle basis for at arbejde ind i følelseslivet ved eksempelvis stoleøvelser, hvor klienten tager kontakt til det indre følelsesliv igennem dialog udspillet direkte i forskellige indre roller i stole. Der kan være tale om arbejde med den indre kritiker, skam, uforløste relationer eller lignende aspekter der forhindrer følelseslivet i udfoldelse.

EFT er virksomt for generel udvikling og følelsesmæssig udfoldelse, men også på tilstande som angst, traumer, depression og samlivskonflikter (Jf. Greenberg 2017).

Som overordnet meta-teori arbejder vi på SEOP ud fra den neuroaffektive forståelsesramme. Den neuroaffektive tilgang til psykoterapi er ikke i sig selv en metode, men en grundig og nuanceret måde at forstå klienten på, således at relevante interventioner kan tages i brug. Forståelse af neuroaffektiv personlighedsudvikling gør dermed terapeuten i stand til at bedre udvælge interventioner.

Neuroaffektive personlighedsudvikling og de tilhørende neuroaffektive kompasser er skabt af Susan Hart og Marianne Bentzen. Neuroaffektiv personlighedsudvikling bygger bro mellem tilknytningsteori, nyere hjerneforskning, samt hvordan den personlige modning og udvikling foregår hierarkisk i flere niveauer – og i samspil. Udviklingen af sociale kompetencer, kropssansninger, følelsesliv og personlighed hænger sammen og påvirker hinanden, selvom de følger forskellige udviklingslinjer (jf. Hart 2016). Alle må tages i betragtning og perspektiveres for at kunne varetage og facilitere udviklende terapeutiske processer. For at støtte et menneske i en udviklingsproces, er det nødvendigt at kende vedkommendes nærmeste udviklingszone og skabe mødeøjeblikke her (Jf. Hart 2016). Med andre ord, at kunne møde klienten hvor klienten er – og være fælles om det.

Neuroaffektiv personlighedsudvikling er blandt andet baseret på at personlighedens udvikling er hierarkisk opbygget og går igennem autonom (sanselig og kropslig), limbisk (følelsesmæssig) og præfrontal (rationel) udvikling. Således er der kompetencer på et autonomt niveau der må udvikles før limbiske og præfrontale færdigheder udvikles. Her inddrages både tilknytningens betydning, personlighedens udvikling og nervesystemets modning i et fælles overblik og sprog. Denne forståelsesmæssige opdeling af hjernen er inspireret af Paul MacLeans model af den treenige hjerne.

Forståelsen af dette opdeles for overblikkets skyld i tre kompasser der til sammen udgør de neuroaffektive kompasser (Jf. Hart 2016 og Bentzen 2014). Disse tre – det autonome kompas, det limbiske kompas og det præfrontale kompas – giver terapeuten en nuanceret mulighed for at forstå klientens reelle udviklingsniveau og dermed hvilke interventioner der kan gøres brug af. Samtidig giver kompasserne også terapeuten mulighed for i højere grad at erkende og reflektere over processer i sig selv i relation til rollen som terapeut.

Igennem indsigt i de neuroaffektive kompasser, kan terapeuten med større detalje udpege og intervenere i forhold til klientens nærmeste udviklingszone, samt udpege hvordan potentielle mødeøjeblikke kan skabes. Yderligere fokus er de non-verbale faktorer i psykoterapi, som påpeges er væsentlige at være opmærksomme på og arbejde med i den terapeutiske proces. Enhver relation – og derfor også en terapeutisk relation – er langt mere kompleks end de ord der bliver brugt og mange processer der ikke er sproglige, er involveret. Terapeutens evne til også at være opmærksom på dette, er afgørende for resultatet af en terapeutisk proces. I dette ikke mindst terapeutens egen opmærksomhed på reaktioner og responser i eget system. Fokus er på samhørighedsopleveler, mødeøjeblikke og samspil, idet disse støtter op om klientens modning.

Desuden lægges der i den neuroaffektive tilgang vægt på mentalisering og mentaliseringens kropsfunderede base i henholdsvis sansemotorik, emotion og kognition (jf. Bentzen og Hart 2017). Mentalisering er en væsentlig kompetence der kan udvikles livet igennem og som drejer sig om at kunne integrere oplevelser – få mange perspektiver med – og forstå sig selv og andre.

Med viden om nervesystemets udvikling igennem mild frustration, bliver proces omkring afstemning, fejlafstemning og gen-afstemning vigtig i den terapeutiske proces, da denne udvikler og udvider klientens ressourcer. Den neuroaffektive trekant består af teoretisk forståelse, selvagens og metodik. Hermed menes at terapeuten skal besidde teoretiske forståelse af klientens situation, forståelse af egen indflydelse på processen og relevante metodiske interventionsmuligheder.

På uddannelsen på SEOP fungerer det neuroaffektive perspektiv som en overordnet reference- og forståelsesramme. Herigennem reflekteres oplevelsesorienteret psykoterapi og eksistentiel psykoterapi – så den studerende opnår grundighed i udvælgelse af interventioner, refleksion over egen indflydelse på processen og et større overblik over udviklingspotentialer hos en given klient.

SEOP er i en løbende proces med at certificere sig således, at vi fortsat godkendes som uddannelsesinstitut af Dansk Psykoterapeut Forening. Som et led i certificeringen vil studerende på SEOP på  3. og 4. år, indenfor de næste par år, skulle tilegne sig viden om videnskabsteori og forskningsmetoder i psykoterapeutisk praksis. Dette er bl.a. med henblik på at komme op på niveauvurdering 7, således at titlen som psykoterapeut kan blive beskyttet.

SEOP henviser til forskningsmodulerne i Dansk Psykoterapeut forening her:

Overordnet er uddannelsen bygget op over flere tilgange og metoder:

• Oplevelsesorienteret psykoterapi
• Eksistentiel psykoterapi
• Emotionsfokuseret terapi (EFT)
• Den neuroaffektive forståelsesramme

Derudover kommer inspiration fra gestaltterapi, kropsterapi og andre lignende terapiformer der alle falder inden for den humanistiske og eksistentielle teoriramme. Gennemgående for alle ovenstående metoder er den oplevelsesorienterede tilgang.

Årsagen til at SEOP på denne måde introducerer flere metoder er fordi vi mener, at en almen uddannelse i psykoterapi giver dig en bedre og bredere mulighed for at arbejde som psykoterapeut og forstå nuancerne i faget. Ved at fokusere ensidigt på en enkelt metode, opstår der risiko for at kompleksiteten overses. På denne måde læner uddannelsen sig op af tendenserne og udviklingen på den internationale scene, hvor en bredere uddannelse i terapi vinder frem. Det er vores holdning, at den almene og brede uddannelse skaber rammerne for, at du som studerende efterfølgende får mest ud af dine kompetencer og ikke forfalder til en metodisk ensidighed, der ikke er gavnlig for den terapeutiske proces. Dette skal dog ikke anses som en eklektisk tilgang, idet alle metoder falder inden for samme overordnede teoretiske ramme.